Beskrivelse:
Mig Og Charly (1978) Steffen (Kim Eduard Jensen) er færdig med skolen og ved ikke rigtig, hvad han vil. Han bor hjemme hos sin mor (Ghita Nørby), der er journalist. Han kommer sammen med Majbritt (Helle Nielsen), datter af en af de rige mænd i Silkeborg, hvor historien foregår.
Charly (Allan Olsen) er en københavnsk rod, der allerede kender livets skyggesider og er anbragt på et ungdomshjem uden for byen. De mødes, da Charly er ved at hugge Steffens knallert. Da historien slutter, har Charly igen rodet sig ind i noget og må stikke af, og nu giver Steffen ham knallerten.
De er blevet venner, og venskabet har også vist sig at veje tungere end Steffens forhold til Majbritt og den overklasse, hun repræsenterer. Det hændelsesforløb, handlingen skildrer, er så positivt, konfliktfyldt, befriende, ægte og rørende, at man vitterlig kan tale om et mesterværk i dansk film, der kan ses igen og igen.
Charly & Steffen (1979) Steffen har tilbragt gymnasieårene hos sin mormor i Århus. Morbror Lau er blevet besøgt i ny og næ og Tine, Laus datter, har indviet Steffen i luksusmiljøet. Steffen føler sig dog mere hjemme på værtshuset "Tribunen" hvor han er pianist, og finder en streng, men tryg "mor" i sin arbejdsgiver Lilly.
Steffens mor Helle kommer til Århus, hvor hun gerne vil hjælpe Steffen igang med de fremtidsdrømme, hun har på hans vegne. Men Steffen både kan og vil selv. Steffen møder sin gamle ven Charly på gaden, og det indleder en ny fase i Steffens liv. For Steffen er Charly indbegrebet af frihed og han mangler ikke, som Steffen, troen på at fremtiden nok skal ordne sig.
Sammen møder de teaterkollektivet "Figuranterne" og oplever sammen med dem at tage stilling til de store ting i livet, selvom dette medfører en del konfrontationer med ting de ikke tidligere havde tænkt på. |
|